Cypern kom fredag tættere på at opfylde de betingelser, der er en forudsætning for, at landet kvalificerer sig til at få en økonomisk redningspakke på 10 milliarder euro.
Parlamentet vedtog sent fredag tre af de otte forslag, som regeringen har stillet for at forhindre et økonomisk kollaps.
Men det mest kontroversielle tiltag - en afgift på bankindeståender på over 100.000 euro - vil der først blive stemt om lørdag eller søndag.
Cypern er et såkaldt skatteparadis, hvor mange udlændinge vælger at placere deres penge.
At de omkring 70 milliarder euro bankerne på øen ligger inde med, menes en tredjedel således at stamme fra Rusland. Derfor vil afgiften også ramme udenlandske kunder, som dermed kommer til betale for redningen af Cyperns økonomi.
Senest mandag skal Cyperns regering kunne gøre rede for, hvordan den vil skaffe de 5,8 milliarder euro, som er betingelsen for at EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) kaster livlinen på 10 milliarder euro.
Sker det ikke, er der risiko for, at Cyperns banker går ned. Det kan presse landet ud af eurozonen.
Fredagens beslutninger i parlamentet omfatter oprettelsen af en krisefond med statslige midler, der kan udstede en form for nødobligationer.
Desuden var der enighed om at splitte øens næststørste bank, Popular Bank eller Laiki, op i en sund og en usund del samt at indføre kontrol med bankens kapital.
Omstruktureringen af banken kan ifølge den cypriotiske centralbank indbringe 3,6 milliarder euro ifølge nyhedsbureauet dpa.
Men der mangler fortsat over to milliarder euro for at leve op til EU's krav. Og derfor vil en løsning på krisen formentlig også indebære, at der indføres en afgift på 15 procent på indlån over 100.000 euro, ifølge de internationale nyhedsbureauer.
/ritzau/