Ricky Gervais - værten for Golden Globe-uddelingerne, hvor Susanne Bier løb af med en statuette - blev aftenens helt store samtaleemne i Hollywood.
Den rapmundede britiske komiker, kendt fra tv-serien 'The Office', skød ganske enkelt på alt og alle, der rørte sig i skuespillerland.
Nærmest ingen gik ram forbi - sarkasmen og spydighederne føg i alle retninger, og der gik flere gange et regulært sug igennem publikum, når endnu en sylespids joke gennemhullede de stakkels kendisser.
"Velkommen til en nat, der bliver præget af at feste og drikke igennem. Eller som Charlie Sheen kalder det: Morgenmad," lød indgangsbemærkningen fra briten, som også nåede at udråbe Bruce Willis til Ashton Kutchers far.
"Han skuffede ikke i det, som utvivlsomt bliver hans sidste værtsjob," skriver branchebladet The Hollywood Reporter om Ricky Gervais, som var vært for andet år i træk.
Kilde: The Hollywood Reporter