Det er ikke roserne, der er rådne på Københavns Grønttorv.
Tv-programmet Operation X afslører, hvordan Grønttorvets egen bestyrelsesformand, Mogens Illum Hansen, handler udenom skattefar på torvet.
Den sorte handel sker ved at bruge kodeordet "lidt af det sjove", og er ifølge programmet vidt udbredt i blomsterbranchen.
"Det ser absolut ikke godt ud, det skal jeg være den første til at indrømme," siger Mogens Illum Hansen til Operation X.
Han afviser dog pure, at der skulle være nogen sort økonomi i firmaet DM Blomst, som han ejer. I stedet giver firmaet bare lidt momsrabat, som ikke kræver faktura. Han erkender dog også samtidig, at det er på kant med momsloven.
"Der er en hel del ting omkring det her, hvor vi vil tage ved lære og få rettet op på det, der ser forkert ud," siger han.
Operation X købte - med skjult kamera - blomster i Mogens Illum Hansens firma, DM Blomst. Her var halvdelen hvidt og den anden halvdel sort.
Samtidig står en tidligere ansat frem og fortæller, hvordan bestyrelsesformanden gennem mange år øjensynligt har lavet mange sorte penge i sine virksomheder.
Men på trods af dokumentation, som programmet ligger frem, så afviser Mogens Illum Hansen det som løgn.
Det sker, selvom selvsamme program fangede bestyrelsen på Københavns Grønttorv for seks år siden med samme sorte økonomi. Dengang sendte bestyrelsen et klart signal om, at de under ingen omstændigheder ville acceptere sort handel.