Det ene af det italienske parlaments to kamre har netop givet grønt lys til premierminister Mario Montis store spareplan i den første af to tillidsafstemninger fredag.
I næste uge ventes overhuset også at stemme for, skriver nyhedsbureauet AFP.
Dermed står det klart, at den nyudnævnte regeringschef får opbakning til de planer, der skal genskabe tilliden til Italien på de oprørte finansmarkeder.
Spareplanen skal reducere statsunderskuddet med 20 milliarder euro og indeholder ti milliarder euro til en kickstart af den italienske vækst, der har ligget stille i årene under Silvio Berlusconi.
Italienske fagforeninger har udtrykt stor bekymring for spareplanens målsætning om at skære i italienernes pensioner, men det står klart, at nedskæringerne ikke bliver så store som frygtet.
Berlusconi annullerede i 2008 boligskatten på første bolig. Spareplanen genindfører den skat.
Lavindkomstfamilier bliver med planen tilgodeset, sådan at de ikke skal bære lige så stor en del af sparebyrden, lyder det fra AFP i Rom.