Københavns Professionshøjskole har fået grønt lys af Uddannelses- og Forskningsministeriet til at øge optaget på sygeplejerskeuddannelsen med i alt 60 studerende pr. årgang.
Det betyder, at der skal optages 50 studerende på Københavns Professionshøjskoles afdeling i Hillerød og med ti studerende på Bornholm.
Med det nye optag øges antallet af sygeplejerskestuderende pr. årgang til 1.271. Første gang fra studieåret 2019/2020, skriver Københavns Professionshøjskole i en pressemeddelelse.
Politikere fra begge sider af Folketinget har de seneste måneder lovet af uddanne og ansætte flere sygeplejersker. Så sent som mandag meddelte Socialdemokratiet, at partiet som en del af sit velfærdsudspil ønsker at uddanne 1.000 flere sygeplejersker.
Det er blandt andet det stigende antal ældre mennesker i Region Hovedstaden, der over de kommende år skaber en øget efterspørgsel efter sygeplejersker.
Tal fra Danske Professionshøjskoler viser, at der frem mod 2030 forventes 47.000 flere indbyggere over 80 år i Region Hovedstaden.