Af Morten Skærbæk og Morten Runge
Det lyder umiddelbart tillokkende:
Vi sætter afgiften ned på miljøvenlige biler, der kører langt på literen. Og i stedet lader vi de store, benzinslugende firehjulstrækkere betale lidt ekstra.
Men regeringens forslag om at nedsætte registreringsafgiften for blandt andet miljøvenlige biler er de seneste uger kommet i hård modvind.
Frygtede storsalg
Først meldte flere trafikforskere ud, at de frygtede en eksplosion i salget af små biler, hvis man sænkede prisen.
»Man lovgiver i blinde, for ingen ved, hvad der vil ske,« sagde Mogens Fosgerau fra Danmarks Transportforskning og foreslog i stedet, at man lægger afgiften på benzin.
Så fulgte miljøbevægelsen NOAH trop med en noget mere kontant udmelding:
»Det er den forkerte vej at gå at gøre nogle biler billigere, for det bliver bil nummer to og tre,« frygtede bevægelsens talsmand, Ivan Lund Pedersen.
Pæl gennem forslag
Nu hamrer Danmarks Automobilhandlerforening så endnu en pæl gennem forslaget.
»Hvis regeringen sætter afgiften ned, vil bilproducenterne bare hæve prisen. Og så er vi lige vidt,« siger foreningens direktør, Preben Kjær, og henviser til, at de danske biler i lang tid har været fem procent billigere end resten af EU på grund af den danske regerings høje afgifter.
»Så det er kun naturligt, at producenterne hæver prisen på bilen, så den kommer op på europæisk niveau,« siger han. Men det meste af kritikken preller af på den konservative skatteordfører, Jakob Axel Nielsen:
»Sådan må det være. Det viser bare, at vi er nødt til at sætte afgifterne ned, for ellers bliver bilerne endnu dyrere, for priserne fra fabrikanterne er i forvejen under pres, uanset om vi sætter afgiften ned eller ej,« siger han. Ifølge Nyhedsavisens oplysninger venter regeringen i øjeblikket på, at Dansk Folkepartis magtfulde finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, tirsdag kommer hjem fra en ferie i udlandet.
Regeringen har været mere end forhippet på en omlægning af afgifterne, men det kræver en godkendelse fra Thulesen Dahl, før en aftale kan blive en realitet.