Valget i Grønland blev en sejrsmarch for kvinderne og venstrepolitikerne i IA-partiet, som kan strække armene i vejret, efter at landets godt 56.000 indbyggere gav begge grupper et kanonvalg.
Især har det samlet opmærksomhed herhjemme, at kvinderne i grønlandsk politik havde så godt et valg.
Men det overrasker ikke Pia Vedel Ankersen, der underviser i statskundskab på Grønlands Universitet i Nuuk.
"Det er slet ikke overraskende, at grønlænderne gav et godt valg til de kvindelige kandidater. Jeg talte eksempelvis med en mand, der sagde, 'jeg vil stemme på en kvinde', fordi han var træt af al den storhedsvanvid, der har præget grønlandsk politik de seneste 30 år," siger Pia Vedel Ankersen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Som eksempel på mændenes galskab nævner hun, en episode hvor tidligere landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt, "pissefuld ikke kunne forstå, at han blev smidt af en helikopter og skreg 'jeg er kongen af Grønland'."
Ved gårsdagens valg blev 11 af Landstingets 31 pladser besat af kvinder, altså godt hver tredje. Således er grønlænderne næsten oppe på den samme andel kvinder som herhjemme i Folketinget. Efter seneste valg i november 2007 blev godt 38 procent af pladserne i Folketingssalen besat af det smukke køn.
Med til forklaringen på kvindernes fremgang ved valget hører også, at kvinderne i Grønland i langt højere grad uddanner sig end mændene.
Udover kvinderne kunne også IA-partiet feste natten til i dag, selvom de ikke kan danne koalition alene, men må gå sammen med enten de liberale Atassut eller de socialt liberale Demokraterne.
"IA har slået sig an på at være det mest ansvarlige parti. 21. juni får grønlænderne nemlig selvstyre (hvilket betyder, at landet bl.a. får magt over politi- og retsvæsen, red.), og så handler det om at få styr på administrationen," påpeger Pia Vedel Ankersen.
Endvidere har IA lovet at gøre op med den meget lemfældige omgang med grønlændernes skattekroner - men præcis hvordan det skal ske, glæder Pia Vedel Ankersen sig til at se.
"De har været meget lidt konkrete under valgkampen," pointerer hun, og peger på behovet for mere åbenhed hos de grønlandske myndigheder.
"Eksempelvis er det svært at finde ud af, hvem der får tildelt de dyrebare fiskekvoter," siger Pia Vedel Ankersen.