Hashrygning på en restaurant. Hærværk på et hotelværelse. Og vold mod samleveren. En langt større andel af betjentene i Grønland bryder loven, end tilfældet er i de danske politikredse.
Sidste år fik 12 grønlandske betjente en straf i en disciplinærsag. Da der er 108 betjente i Grønland, svarer det til, at hver niende betjent overtrådte loven. Til sammenligning måtte de 10.600 betjente i resten af rigsfællesskabet deles om de resterende 73 sager - det svarer til en sag for hver 145. betjent.
Kedelig førsteplads
Sagerne i Grønland tæller blandt andet alkoholmisbrug, vold, hærværk og tjenesteforsømmelse, viser Rigspolitiets opgørelse over disciplinærsager i 2006. Og straffene varierer fra advarsler over bøder til regulære fyringer.
Aqqaluk Petersen, der er formand for Grønlands Politiforening, erkender, at de grønlandske betjente har en kedelig førsteplads i antallet af sager:
- Men betjente i Grønland er udsat for et langt større pres end deres danske kolleger. Der er langt flere voldssager, sædelighedssager og selvmord i Grønland. Desuden kaldes grønlandske betjente ud på alle tidspunkter af døgnet. Det er en enorm psykisk belastning, og det kan få nogle betjente til i tilspidsede situationer at handle mindre hensigtsmæssigt, siger han og efterlyser flere betjente samt bedre krisehjælp efter de mest voldsomme sager.
Flere sager
Grønlands Politi har længe oplevet forholdsmæssigt flere disciplinærsager end resten af rigsfællesskabet.
I 2005 var grønlandske betjente årsag til syv ud af de i alt 87 disciplinærsager, mens 12 ud af 80 disciplinærsager i 2004 fandt sted i Grønland. Hverken Grønlands Politi eller Rigspolitiet, som har det overordnede ansvar for politiet i hele rigsfællesskabet, vil kommentere tallene.
En betjent
havde gennem tre år gentagne gange sex med en kvinde, mens betjenten
var på arbejde i sin patruljevogn. Betjenten fik en advarsel.
En betjent tævede sin samlever i deres fælles hjem. Betjenten blev straffet med en bøde.
En betjent røg hash på en restaurant. Vedkommende søgte efterfølgende selv sin afsked.
En betjent smadrede et hotelværelse i fuldskab. Vedkommende fik en advarsel.
I
tre af sagerne var betjentene udeblevet fra retssager, som de var
indkaldt som vidner i. I to af sagerne undlod betjentene at føre
tilstrækkeligt tilsyn med de indsatte i arresten.