Det er slut med alkohol for de 650 indbyggere i den nordgrønlandske by Qaanaaq. Grønlands Hjemmestyre har med øjeblikkelig virkning lukket for udskænkningen og salg af alkohol i byen.
Det er en heftig debat om alkoholmisbrug i byen, som har fået Hjemmestyret til at træffe beslutningen, bekræfter hjemmestyres direktør Kai Kleist overfor DR s Nyhedsbureau.
Den danske filminstruktør Karen Littauer har rejst debatten efter, at hun netop har afsluttet et tre måneders børne- og ungdomsprojekt i byen.
»Det her er det værste, jeg nogensinde har set. Byen sejler i druk, og det er mest snaps, der bliver drukket«, siger hun.
Et af kritikpunkterne er, at byens børn bliver forsømt, mens deres forældrenes alkoholmisbrug mere eller mindre gør dem ude af stand til at tage sig af dem.
Hjemmestyret sender nu en delegation til Qaanaaq for at inspicere forholdene.