Det er en skrøne, at grønlænderne har flere end 20 ord om sne.
I dagligdagen har de blot en tre-fire stykker – og i øjeblikket har de slet ikke brug for dem.
For i Grønlands hovedstad Nuuk er vejene knas-tørre, og fjeldsiderne er langtfra dækket af sne som de plejer. Og selvom januar og februar traditionelt er blandt de koldeste måneder, så var der igen plusgrader i Nuuk i går.
Og det betyder blandt andet, at Nuuks tidligere så prestigefyldte Snefestival foreløbig er aflyst.
Snefestival aflyst
»Vi har mistet alle de internationale deltagere, fordi snefaldet er blevet så usikkert de seneste år. Det er virkelig et problem, for alle forventer jo, at Grønland – og dermed også Nuuk – er fyldt med sne. Vi kan bare bede til guderne om, at det snart kommer,« siger Flemming Nicolaisen, turistchef og direktør i Nuuk Tourisme.
Man overvejer nu i stedet en isfestival –som skal afholdes i et frysehus for at være sikker på, at isen ikke smelter. Et nyt initiativ, der skulle sælge Nuuk som det store sted for langrendsløbere, er også blevet opgivet. Og byens to skiflifte mangler sne i en sådan grad, at man kun har fragtet skiløbere helt til tops et par enkelte dage i denne sæson.
»Vi håber selvfølgelig at komme i fuld gang snart, men det ser ikke sådan ud lige nu,« siger Knud Chemnitz, driftleder af Skiliften. Han kan ikke mindes, at det har været så slemt tidligere.
Vejrudsigten de næste par dage byder på sol og skyer. Og dagtemperaturer et par grader over frysepunktet.