Blot en person er smittet med coronavirus i Grønland i øjeblikket. Det skriver det grønlandske medie KNR.
Siden slutningen af maj har der været et stigende antal smittede, men efter at der i et stykke tid har været ni smittede i alt, er otte af dem nu raskmeldt.
Den eneste tilbageværende smittede person befinder sig i Nuuk og er stadig indlagt på hospitalet. Personen er smittet med Alpha–varianten, der første gang blev opdaget i Storbritannien.
Med blot en coronasmittet tilbage i Grønland bliver der lempet for flere af de coronarestriktioner, som selvstyret har været underlagt i flere måneder.
Det betyder, at der fra 1. juli igen kan komme flere rejsende ind i Grønland fra Danmark.
I alt bliver der indsat fire ugentlige afgange med op til 250 passagerer, og det betyder, at antallet af indrejsende fra Kastrup bliver op til 1000 passagerer om ugen. Indtil for kort tid siden var antallet 600, skriver KNR.
Det vil stadig være et krav, at rejsende fra Danmark til Grønland skal fremvise en negativ coronatest eller dokumentation for, at de er færdigvaccinerede.
Derudover åbnes der også for ruteflyvninger fra Island.
Flere af de tidligere smittede i Grønland knyttede sig til Munck Gruppen, der er i gang med at lave en ny landingsbane i lufthavnen.
I den forbindelse blev der lavet en karantænezone rundt om byggepladsen og den lejr, hvor de ansatte bor.
Smitteudbruddet førte også til, at flytrafik og sejlads ud af den grønlandske hovedstad, Nuuk, blev standset ad to omgange.
I tre dage i slutningen af maj blev hovedstaden også lukket ned, hvor barer, restauranter og sportshaller ikke måtte åbne.
I alt har der været 50 smittede i Grønland, mens der er blevet udført omkring 30.000 test. Ingen coronapatienter har mistet livet i selvstyret.
Lidt over 26.000 - svarende til knap hver anden - har påbegyndt vaccination i Grønland.
Heraf er godt 10.500 - svarende til næsten hver femte - færdigvaccineret.
/ritzau/