De har været på besøg i det høje nord mange gange før. Og i år lægger dronning Margrethe og prins Henrik også vejen forbi Grønland, når de onsdag indleder et 14 dage langt besøg i landet.
Første stop på regentparrets rejse med Kongeskibet Dannebrog er i det nordøstlige Grønland på Station Nord.
Her skal dronningen og prinsgemalen indvie forskningsstationen Villum Research Station, der drives af Aarhus Universitet. Forskningsstationen blev allerede etableret i 1970'erne, og i dag forskes der i luftforurening i de arktiske egne.
Dagen efter står den på besøg i Ittoqqortoormiit, også på den grønlandske østkyst, hvor dronningen blandt andet skal mødes med nogle af byens kommunalbestyrelsesmedlemmer samt besøge et ældrekollektiv og en børnehave.
Dagen byder desuden på såkaldt kaffemik med byens borgere, hvor der vil være underholdning og overrækkelse af byens gave, oplyser kongehuset.dk.
Senere på turen skal regentparret også besøge Qasigiannguit, Sisimiut og Ilulissat.
Det officielle besøg slutter i Nuuk med et langt dagsbesøg for både dronningen og prinsgemalen, og hele turen afsluttes med en reception på Kongeskibet Dannebrog.
/ritzau/FOKUS