Efter en lille uges tid kan de sidste beboere i Innaarsuit i det vestlige Grønland onsdag vende hjem, og byens forretning kan igen sælge sine varer.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
I sidste uge lagde et enormt isbjerg sig faretruende tæt på byen, og myndighederne frygtede, at isbjerget ville kælve og sende en flodbølge ind mod bygden.
33 af bygdens 169 beboere blev evakueret, ligesom bygdens dagligvarebutik, fiskefabrik og elværk lukkede, da de lå i fareområdet.
Men onsdag har myndighederne besluttet at ophæve hele fareområdet.
Isbjerget har allerede kælvet flere gange. Det betyder, at det er blevet mindre og ikke udgør samme fare som tidligere.
Desuden er det drevet 500-600 meter nord for Innaarsuit, som dermed er beskyttet af en klippevæg.
- Dog skal man fra anbefaling fra DMI fortsat holde "vågent øje" med isfjeldet og give besked, hvis der sker større ændring, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Børn og dårligt gående opfordres dog til at holde sig fra stranden og ved kajen, ligesom hunde ikke må bindes nærmere end 10 meter fra kysten.
7. juni sidste år blev bygden Nuugaatsiaq ved Uummannaq, der også ligger ved Grønlands vestkyst, ramt af en flodbølge, som blev udløst af et jordskred.
Fire mennesker døde, 11 blev såret, og adskillige huse blev skyllet ud i havet. Både Nuugaatsiaq og nabobygden Illorsuit står i dag tomme, da myndighederne frygter et nyt jordskred.
/ritzau/