Jesper Grønkjær starter sandsynligvis på bænken i aftenens returkamp i kvalifikationen til Champions League. Kantspilleren har problemer et meget privat sted.
"Jesper kunne ikke deltage på grund af problemer i numsen. Jeg ved ikke, hvor langt oppe han har problemer, det vil jeg helst ikke tale om," fortæller Ståle Solbakken med et grin.
"Hvis Grønkjær ikke bliver klar, så er det en al for stor gambling at benytte ham. Jeg har trænet ham i tre år og spillet mange kampe uden ham, så vi er vant til at spille med en anden end Jesper," siger den norske træner til DR Sporten.
Jesper Grønkjær forklarer dog, at smerterne er i mellemkødet, og han ved endnu ikke, hvordan det vil påvirke hans deltagelse i aftenens kamp.
"I går mærkede jeg skaden for meget. Det gjorde ondt hele tiden. Det er noget, der kommer og går, så nu må vi se, hvordan det arter sig," siger kantspilleren.
"Jeg kan medicinere mig ud af meget, men der er et langt efterår, og der kommer mange kampe lige meget, hvordan det går onsdag aften. Og jeg vil for alt i verden ikke risikere at gøre det værre. Jeg skal være 100 procent fri for smerter i kampsituation for at kunne spille," siger Grønkjær.
FCK skal forsvare en føring på 1-0 fra det første møde i Parken.