Med lodder og trisser kvalificerede F.C. København sig torsdag aften til UEFA Cuppens gruppespil på bekostning af franske Lens. Efter forlænget spilletid endte det 2-1 til danskerne på en aften, der ellers langt hen ad vejen så ud til at blive lige ved og næsten.
- Jeg kan ikke være mere tilfreds. Jeg havde lidt en følelse som mod Benfica, hvor vi ikke scorer på chancerne, og de scorer på deres første chance. Men vi var langt det bedste hold i de første 90 minutter, sagde træner Ståle Solbakken efter kampen.
Jesper Grønkjær stod for det afgørende mål i den forlængede spilletid, da han udnyttede straffesparket begået mod Libor Sionko.
Glæden er stor, og det samme er ambitionerne for det kommende gruppespil i UEFA Cuppen.
- Det er meget, meget vigtigt for os. Det er det der ekstra krydderi på hverdagen. Tre ud af fem hold går videre fra gruppespillet, så vores mål må være at gå videre. Vi er ikke bare med for at være med, sagde Jesper Grønkjær.
Også Ståle Solbakken spår sit mandskab gode muligheder.
- Vi har en fair chance for at komme videre, fordi mange af de bedre hold prøver at snige sig videre ved at spare de bedste spillere. Det vil vi ikke gøre, og det kan udligne forskellene, sagde den norske træner.