Hans driblinger, hans præcise indlæg, hans blik for spillet, og hans udstråling. Da Jesper Grønkjær efter at have spillet sig varm viste prøver på sit ypperste i FC Københavns fortjente 3-1 sejr over Esbjerg i pokalturneringen, blev man klar over, at han har været savnet gevaldigt i sin otte uger lange skadespause.
I Superligaen har mestrene såmænd klaret sig fint uden deres 10¿er, for det har de jo været vant til.
Men trods miraklet mod Manchester i sidste uge, har savnet af Grønkjærs spidskompetencer været stort i Champions League. FCK har manglet en chanceskabende mand, der kan skille sig ud fra det solide kollektiv.
I aftenens ottendedelsfinale gik Jesper Grønkjær direkte ind i Ståle Solbakkens startopstilling som hængende angriber. Ikke for at brillere, men for at blive luftet og få minutter i benene inden de afgørende kampe mod Benfica og Celtic.
Grønkjær startede kampen decideret ringe med lette boldtab på stribe. Men han prøvede. Blev ved med at tro på det. Og prøvede igen. Og efterhånden lykkedes selv de svære afleveringer med hoved og hæl, og Grønkjær så tændt og trimmet ud.
Landsholdsspilleren lagde op til Berglunds scoring til 3-1 og indirekte til svenskerens udligning af Esbjergs tidlige føring, da hans skud blev pareret og endte hos Berglund. Og så var han gennem hele den halvtamme kamp en motivator, der med sine råb og gestikulationer krævede det ypperste af sine holdkammerater. Selv en Grønkjær for halv kraft er alene ved sin tilstedeværelse en gevinst for de danske mestre. Det er ægte star quality.
0-1 Jesper Bech (4.)
1-1 Fredrik Berglund (24.)
2-1 Hjalte Nørregaard (41.)
3-1 Fredrik Berglund (48.)
Tilskuere: 10.814