Jesper Grønkjær glæder sig til at trække i landsholdstrøjen igen, for når han går på banen for det danske landshold tirsdag aften er det første gang i ni måneder.
»Landsholdet giver for os alle lidt ekstra i vores hverdag, giver det ekstra krydderi på en sæson. Så det er en glæde at være tilbage, og forhåbentlig bliver 2007 et år, hvor jeg kan gøre mig gældende på det danske landshold igen,« siger Jesper Grønkjær til DR Sporten.
Skader har holdt FCK-spilleren væk fra landsholdet siden maj 2006, hvor Danmark spillede 1-1 mod Paraguay i Århus, men nu er Grønkjær tilbage, når Danmark tirsdag møder Australien på Loftus Road i London. Det bliver samtidig Danmarks sidste træningskamp inden braget mod Spanien i Madrid 24. marts.