Det var en flot holdpræstation, da FC København tog en fornem skalp med en sejr over Celtic. Men Jesper Grønkjær havde svært ved at juble.
»Vi har vundet en flot 3-1-sejr, men den giver os ikke noget, for vi var ude i forvejen, så det er svært at glæde sig. Vi fik vist, at vi kan spille god fodbold, score mål og være med på internationalt niveau, og det er selvfølgelig glædeligt, men det er en flad fornemmelse,« sagde Jesper Grønkjær lige efter kampen til TV3?s reporter.
Og allerede i minutterne efter kampen indrømmede han, at han ser frem til næste års Champions League. Det kræver dog at FC København vinder Superligaen, og det er langt fra sikkert, formanede den stærke midtbanespiller med en løftet pegefinger.