Den britiske erhvervsminister Peter Mandelson fik smidt grøn maling i ansigtet, da han var på vej til et møde om drivhusgasser fredag i London.
En kvinde råbte efter ham og smed malingen, netop som Mandelson trådte ud af sin bil, skriver CNN.
Hun er siden blevet identificeret som en del af gruppen 'Plane Stupid', som har kæmpet imod klimaforandring og en udvidelse af Heathrow-lufthavnen. Politiet har ikke anholdt hende, da hun endnu ikke er anmeldt.
"Det er ikke i orden, at en person som Peter Mandelson kan stille sig op og tale om at være grøn. Det eneste grønne ved ham er det slim, der løber i hans årer," sagde hun efterfølgende.
Inden aktionen havde hun gemt malingen i en kaffekop med låg.
Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) oplevede i 2003 også at få kastet maling på sig. Dengang var der tale om rød maling, der skulle symbolisere, at han havde blot på hænderne på grund af engagementet i Irak.