Succesen for miljøvenlig biobrændsel kommer til nu at betyde, at vi skal betale mere for øl. Flere europæiske bryggerier varsler prisstigninger, og de skyder skylden på den populære miljøbenzin, skriver Politiken.dk.
Den miljøvenlige benzin består nemlig af ethanol, der bliver produceret af majs, sojabønner og rapsfrø. Stigende efterspørgsel på miljøbenzin gør, at mange landmænd verden over er gået over til at dyrke majs, soja og raps i stedet for maltbyg, som er en af hovedingredienserne i øl.
Direktør i Bryggeriforeningen Niels Hald regner dog ikke med, at øldrikkerne vil stille flaskerne fra sig foreløbig.
»Jeg tror godt, at forbrugerne vil være villige til at betale mere for deres øl, hvis de samtidig får miljø for pengene,« siger han til Politiken.dk.