Grøn afslører nyt musiknavn: Tilføjer stort rockband

Den danske rockgruppe D-A-D gæster til sommer koncertturnéen Grøn for ottende gang.
Jesper Binzer og resten af medlemmerne fra D-A-D lægger til sommer vejen forbi Grøn, der tidligere lød navnet Grøn Koncert.
Jesper Binzer og resten af medlemmerne fra D-A-D lægger til sommer vejen forbi Grøn, der tidligere lød navnet Grøn Koncert. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

Det er en flok rutinerede rockmusikere i form af D-A-D, som til sommer lægger vejen forbi koncertturnéen Grøn.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Den danske gruppe har tidligere spillet på den danske musikfestival syv gange, og dermed bliver det altså ottende gang, at gruppen til sommer stiller sig på scenen i otte danske byer som en del af den grønne karavane.

Det skriver Grøn i en pressemeddelelse.

Hos D-A-D er der stor begejstring over at skulle vende tilbage til koncertturnéen.

- Det fede ved Grøn Koncert er, at det ikke er dedikeret til én gruppe, men hele Danmark, og det er fantastisk. Man smider alle fordomme fra sig, og der er plads til alle slags mennesker, siger forsanger Jesper Binzer i meddelelsen.

Gruppen, der ud over forsanger Jesper Binzer også består af Stig Pedersen, Jacob Binzer og Laust Sonne, er gennem årene blevet kendt for sin vilde scenografi, og sommerens koncertgæster kan også vente sig lidt ekstra, lover bandet.

- I år ryster vi virkelig posen for at give folket en fantastisk koncert. Vi har været igennem så mange forskellige ting gennem årene, at man bliver helt forpustet af at tænke på det, siger bassist Stig Pedersen.

D-A-D er det andet offentliggjorte navn fra årets musikalske program. I november annoncerede Grøn Lukas Graham som det første navn på årets musikalske plakat.

Resten af programmet annonceres løbende hen over foråret.

Koncertturnéen Grøn afholdes i år fra den 19. juli til den 29. juli. I alt besøger koncertkaravanen otte danske byer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.