Medlemmerne i HK raser over de fede, gyldne håndtryk, som 15 afgående fag-bosser står til at få, når deres tillidsposter bliver nedlagt i forbindelse med en omstrukturering af fagforbundet.
Forargelsen har dårligt nok lagt sig blandt medlemmerne, efter deres netop afgåede formand, John Dahl, høstede 750.000 kroner for at forlade sin post til fordel for et andet job. Samtidig har tidligere næstformand for LO, Tine Aurvig-Huggenberger, krævet en særdeles lukrativ pensionsordning på samlet seks millioner kroner fra HK s paraplyorganisation, LO, efter hun blev vraget som næstformand.
Skader overenskomstforhandlinger
De mange sager om fagchefer, der rager penge til sig, er uhyre skadelige for fagbevægelsen, lyder advarslen fra professor Henning Jørgensen, Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.
- Det er jo medlemmernes penge, det handler om, så hvis medlemmerne opfatter det som ubehøvlet selvbetjening, som man har kritiseret de private topledere for, så er det virkelig ødelæggende, siger Henning Jørgensen om en fagbevægelse, der igennem længere tid har lidt store medlemstab.
Sagerne kommer endda på det værst tænkelige tidspunkt - under overenskomstforhandlinger for de offentlige ansatte, som fortsætter den næste måned frem.
- Det svækker dem i forhandlingssituationen, hvis der på lønmodtagersiden er et internt skisma mellem medlemmerne og ledelsen. Det svækker deres argumentation og troværdighed i det offentlige, siger Henning Jørgensen.
Regler skal ændres
Og HK-medlemmerne er sure. Flere vil have en kulegravning af fratrædelsesgodtgørelser i hele fagbevægelsen.
- Når man går fra et job til et andet, er der ingen rimelighed overhovedet i, at man skal have de godtgørelser. Og man har set tilfælde, hvor nogen er stillet op, uden at forvente at blive genvalgt, blot for at udløse godtgørelser og pensioner, fortæller formand for HK Merkur, Michael Thams.
Han vil have HK til at ændre reglerne for aftrædelsesgodtgørelser i takt med, at nye folk besætter posterne.
- Man skal kigge på hele lønstrukturen, og benytte chancen til at begrænse lønudgifterne, når der kommer nye ind på nye poster, siger Michael Thams.
Formand for Dansk Laborant-Forening, Marianne Vind Petersen, vil også have reglerne reguleret.
- Nogle af disse personer har siddet i fagbevægelsen i flere årtier, og for dem kan det være svært at få et nyt job uden videre. Men hvis man får et nyt job efter to en halv måned, så er det ikke rimeligt, at man får de godtgørelser.
HK s nyvalgte formand forbundsformand har allerede efter skandalen om John Dahls fratrædelse lovet, at det er slut med de gyldne håndtryk.