Det er Canadas største seriemorder-sag nogensinde, som går i gang mandag i Vancouver. Den 56-årige grisefarmer Robert Pickton er anklaget for at have slået 26 kvinder ihjel. Sagen er så omfattende, at retten i Vancouver har set sig nødsaget til at dele den i to. Pickton vil i første omgang være anklaget for seks af mordene, og i en anden retssag vil han være anklaget for 20 kvindemord.
Politiet mener, at Pickton begik mordene på fortrinsvis stofmisbrugere og prostituerede helt tilbage fra 1980’erne. Flere end 60 kvinder er forsvundet fra Vancouver i den periode, men politiet har kun kunnet knytte forbindelse mellem Pickton og 26 af disse kvinder.
Pickton blev anholdt, efter politiet ransagede hans grisefarm i 2002 og fandt rester af kvinderne på farmen, som ligger 50 kilometer uden for Vancouver.
Detaljerne omkring, hvordan Pickton skulle have begået mordene, er ikke kendt på grund af en kendelse om, at pressen ikke må rapportere om dem, før de bliver fremstillet i retten. Derfor er de canadiske medier klar til den helt store dækning af sagen.
Man regner med, at den første retssag vil vare minimum et år.