På ét år er der sket en fordobling i antallet af sager om grov vold mod svin.
Det viser nye tal fra Fødevarestyrelsens Velfærdskontrol.
Antallet af indskærpelser og politianmeldelser steg i 2010 til 153 mod 74 året før. Nogle af sagerne omfatter flere dyr, og der er derfor tale om mindst 600 grise, skriver Politiken.
"Det er jo svin, der får virkelige alvorlige tæsk. Der er simpelthen tale om grov vold, hvor de er blevet gennembanket i en grad, så det fører til politianmeldelse," siger dyrlæge og projektleder i Dyrenes Beskyttelse Birgitte Damm til Nyhedsbureaet Newspaq.
Stigningen startede ifølge Dyrenes Beskyttelse, da Danish Crown indførte betaling per minut for den tid, det tager at læsse grisene på vognen til slagteriet.
"Det er jo en stressende situation i forvejen, og kan nok få nogen til at slå grisene i den tro, at det går hurtigere," mener Birgitte Damm
På Institut for Veterinær Sygdomsbiologi og Patologi Københavns Universitet undersøger man hvert år grise med skader efter slag fra eksempelvis kæder, jernrør og brædder.
"Vi må gå ud fra, at det går ligeså ondt på en gris, som det gør for os mennesker, at blive slået, for grise har også masser af nerver i deres hud," forklarer professor Henrik Elvang Jensen.