En yngre mand og en yngre kvinde, der tidligere mandag blev fundet livløse i et sommerhus i Nykøbing Sjælland, døde formentlig af kulilteforgiftning, fordi de forsøgte at varme sommerhuset op med en Weber-grill.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, som efterforsker sagen.
- Det er politiets umiddelbare opfattelse, at der er tale om et ulykkestilfælde, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Bekendt fandt parret livløst
Politiet oplyser videre, at de døde formodes at være en 27-årig mand fra Lyngby og en 28-årig kvinde fra Rødovre. Politiet har endnu ikke endeligt fastslået identiteten på de to. Dog vides det, at det unge par ankom til sommerhuset i onsdags.
I dag over middag blev de fundet af en bekendt, der klokken 13.19 alarmerede politiet om, at de to personer lå livløse på gulvet i sommerhuset, som er beliggende i Lumsås i Nykøbing Sjælland.
Politiet oplyser, at der vil blive afholdt et retslægeligt ligsyn, hvor det vil blive besluttet, om de to afdøde skal obduceres.
Midt- og Vestsjællands Politi benytter i øvrigt lejligheden til at advare mod at anvende grill indendøre, da det kan få fatale følger.