Sidste VM's finaledeltagere fra Argentina var fire minutter fra at forlade VM i Rusland efter gruppespillet.
I stedet blev forsvarspiller Marcos Rojo helten, da han kort før slutfløjtet i Argentinas sidste gruppekamp mod Nigeria scorede til 2-1 og sendte sydamerikanerne videre i slutrunden.
Resultatet sikrede argentinerne andenpladsen i gruppe D og et møde med Frankrig i ottendedelsfinalen.
Det bliver først og fremmest et møde mellem de helt store stjerner - Lionel Messi og Antoine Griezmann.
De har begge været blandt bookmakernes favoritter til topscorertitlen, men ingen af stjernerne har fundet topniveauet frem, og de har kun scoret ét mål hver i gruppespillet.
Messi har egentlig spillet ganske fint for Argentina, men én spiller kan ikke gøre det alene, og argentinerne har generelt haft svært ved at få spillet til at hænge sammen.
Det har man lagt mærke til i den franske lejr, hvor Messis holdkammerat fra Barcelona Samuel Umtiti ikke har været imponeret over sydamerikanerne.
- Han (Messi, red.) er anderledes med Argentina end med Barcelona. Han har ikke de samme spillere omkring sig, og deres måde at spille på er anderledes, men han har reddet dem ved flere lejligheder, siger forsvarsspilleren.
Selv regner Messi med, at der kommer mere vind i sejlene for argentinerne i knockoutkampene.
- Vores VM starter nu, sagde Messi til TyC Sports efter gruppespillets sidste kamp.
Den franske angrebsstjerne Griezmann har heller ikke helt ramt topniveauet endnu, men franskmanden håber, at det kommer i ottendedelsfinalen, siger han til fransk tv ifølge AFP.
- Det var det samme under EM. Det var ikke før ottendedelsfinalerne, at jeg kom op i omdrejninger. Så vi må se. Jeg har tiltro til mit spil, siger han.
Frankrig har kørt den sikre stil uden at brillere. To et-måls-sejre over Australien og Peru, inden førstepladsen i gruppen blev kørt sikkert i hus med 0-0 mod Danmark.
Men nu er det på tide at finde noget bedre spil frem, siger den franske landstræner, Didier Deschamps, ifølge AFP.
- En helt ny turnering begynder for os nu - direkte elimination. Vi fik, hvad vi ville have. Nu rejser bjergene sig op foran os, men vi er der, og vi har en målsætning om også at komme videre til næste runde, siger han.
/ritzau/