Tyskeren, som tilfældigvis er den afgående direktør for det Internationale Håndboldforbund, IHF, Frank Birkefeld, er kommet med sine beskyldninger i et interview med et tysk håndboldmagasin. Overfor Politiken har han efterfølgende både nægtet at uddybe sine beskyldninger og at trække dem tilbage.
Forargelsen herhjemme vil naturligvis ingen ende tage, og både landstræner Jan Pytlick, spillerne selv, og forbundet råber op om skandale, injurier, bagvaskelse, og det der er værre.
Mens indignationen således når uanede højder, indtager jeg lige et øjeblik rollen som djævelens advokat og tager et enkelt kort kig i arkivet.
Tilbage, for eksempel, til december 2005, hvor de danske kvinder ikke fik medaljer ved VM. Efter en uafgjort kamp mod Ukraine fik DR Sporten følgende kommentarer:
Karin Mortensen: »Mændene i sort gør alt for, at vi ikke får to point.«
Jan Pytlick: »Vi må kunne forlange, at dommerstandarden er bedre ved mesterskaber.«
Året før, kunne man læse følgende i Berlingske Tidende efter Danmarks EM-finalenederlag mod Norge.
»En fejlkendelse, der fratog danskerne chancen for at udligne, og i stedet slog de norske kvinder sejren fast med endnu et mål.«
Ovenstående er tre eksempler fundet på internettet på omkring 30 sekunder.
Måske er sandheden, at dagens nyhed tilsyneladende bare er, at det nu er en udlænding, der kommer med de samme beskyldninger mod Danmark. Og så er det jo noget helt andet, ikke?