I et interview med den australske udgave af modemagasinet GQ fortæller grev Nikolai om sine drømme om fremtiden.
- Øverst på min liste ville være at finde noget, der også giver en vis fleksibilitet, siger grev Nikolai til GQ.
Den fleksibilitet har han oplevet under sine studier på Copenhagen Business School. De fem års studier har bragt ham til blandt andet Paris og Australien.
Fleksibiliteten har også givet ham mulighed for at forfølge karrieren som model. Og det kunne meget vel blive en karrierevej at forene mode med forretninger.
- Men vi får se, lyder det fra grev Nikolai, og tilføjer, at netop de muligheder ved modelarbejdet er interessante for ham.
- Det er mit yndlingsfrynsegode ved jobbet - man får lov til at rejse så meget og til steder, du ellers ikke ville rejse hen, og møde en masse interessante mennesker.
Til sommer får han efter planen sin kandidatgrad.
24-årige Nikolai er søn af grevinde Alexandra og prins Joachim og således dronning Margrethes ældste barnebarn.