Ved nytårsskiftet mistede han sin prinsetitel, og apanage må han også se langt efter. Så grev Nikolai må skabe sin egen karriere – og han har taget et skridt i en noget overraskende retning.
Han skal nemlig være influencer.
Det bliver gennem bureauet Social Works, som Mathilde Gøhler står bag. Det skriver firmaet selv i et opslag på instagram.
– Varmt velkommen til SW-familien til grev Nikalai af Monpezat, Nikolai er en del af den danske kongefamilie og har en imponerende modelkarriere, hvor han har gået shows for Dior flere gange samt været på forsiden af Scandinavian Vogue. Vi er stolte af, at Nikolai har betroet os til sin fremtidige rejse, og vi kan ikke vente med at komme i gang, skriver firmaet på sin instagram-profil.
Den 23-årige greve har ganske rigtigt også gang i en spirende modelkarriere, samtidig med at han læser på CBS.
Lige nu nyder Nikolai sommeren på sin farmors sydfranske vinslot, Chateaux de Cayx, sammen med kæresten, Benedikte Thoustrup.