Prins Joachims ældste søn, 25-årige grev Nikolai kommer med lidt af en afsløring i sin nye model-kampagne for parfumemærket Flora Danica, som han selv har delt på sin profil på instagram.
I en video, hvor han svarer på lidt harmløse spørgsmål om sit liv, smider han lidt af en bombe.
- Hvis jeg kunne lære en ny ting, så skulle det være sproget fransk, siger grev Nikolai på engelsk.
Man skulle ellers tro, at den 25-årige greve havde haft rig mulighed for både at tale og lære fransk i løbet af sit liv.
Prins Joachim taler flydende fransk - ligesom dronning Margrethe, kong Frederik og prinsesse Marie. Det lærte både Joachim og Frederik fra barnsben som sønner af franskfødte prins Henrik.
Grev Nikolai har aldrig lagt skjul på, at prins Henrik betød meget for ham og spillede en vigtig rolle i hans liv.
Siden grev Nikolai var otte år gammel, har også franskfødte prinsesse Marie været en fast del af hans liv og opvækst.
Men sproget har prinsen altså ikke lært. En del af forklaringen er måske, at fransk ikke er på skemaet på Krebsskole i København, hvor han og hans lillebror Felix gik i folkeskole.
Fransk er til gengæld muligt at vælge på Herlufsholm Kostskole, hvor grev Nikolai tog sin studentereksamen, som han færdiggjorde i 2018.
Se videoen ved at swipe til næste billede på grev Nikolais instagram her: