Til august drager Grev Nikolai sammen med kæresten Benedikte Thoustrup til Australien for at tage hul på et helt nyt eventyr sammen.
Grev Nikolai begynder på University of Technology i Sydney i Australien.
Og hvorfor valget lige faldt på noget så fjernt som Australien, fortæller han ifølge
billedbladet.dk i et interview med det hollandske modemagasin Numero.
Her afslører prinsen, hvorfor eventyret bliver indledt i Sydney.
Her skal grev Nikolai og Benedikte Thoustrup nemlig bo og studere fra august til udgangen af november.
- Det næste semester vil jeg tilbringe i Australien, hvor jeg skal læse valgfag. Det er et eventyr. Jeg ser frem til at komme i gang og er superspændt på at bo i udlandet igen, siger greven til mediet og fortsætter.
- Valget faldt på Australien, fordi det er meget fremmed og spændende for en dansker som mig. Jeg har aldrig været så langt væk hjemmefra, og jeg tror på, at det at se dette hjørne af verden skal man bruge mere end to ugers ferie på. Derfor ville jeg gerne flytte dertil.