André Greipel blev etapevinder, Fabian Cancellara kom i den gule førertrøje, og der var tidstab for to af topfavoritterne til den samlede sejr, da Tour de France-feltet søndag kørte 2. etape fra Utrecht til Zélande i Holland.
Tyske André Greipel fra Lotto Soudal-holdet vandt spurten foran blandt andre Mark Cavendish (Etixx-Quick-Step), der åbnede for tidligt.
Briten måtte se sig henvist til fjerdepladsen, mens hans tidligere holdkammerat og ærkefjende lod sig hylde.
Slovakken Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) blev nummer to, mens schweizeren Fabian Cancellara fik kørt sig ind på tredjepladsen.
Dermed overtager den 34-årige Trek-rytter Tourens gule førertrøje fra australieren Rohan Dennis (BMC).
De 166 kilometer lignede på forhånd en etape for sprinterne, men med massiv regn og meget hård vind langs den hollandske kyst var der lagt op til dramatik.
Det kom i dén grad til at holde stik, også fordi vejrforholdene var med til at forårsage styrt.
Sidste års Tour-vinder, Vincenzo Nibali, var blandt de ryttere, der mistede tid på etapen. Det samme gjorde colombianeren Nairo Quintana. Knapt halvandet minut var de efter frontgruppen.
Med lidt over 50 kilometer tilbage af etapen var Movistar-rytteren Quintana blandt dem, der blev hægtet af feltet.
Senere blev Nibali (Astana) sat fra frontgruppen efter et styrt.
25 kilometer før målstregen blev italieneren ramt af yderligere problemer, da han punkterede og måtte bruge kræfter på at køre op til forfølgergruppen.
Dermed var det kun to af de fire forhåndsfavoritter, der slap helskindet gennem etapen.
Både briten Chris Froome (Sky) og spanieren Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) kom i mål med frontgruppen. Froome var fire sekunder hurtigere end Contador.
Jakob Fuglsang (Astana) arbejdede for Vincenzo Nibali i forfølgergruppen, men danskeren kunne ikke forhindre et tidstab for italieneren.
Samlet fører Fabian Cancellara med tre sekunder ned til tyske Tony Martin (Etixx-Quick-Step).
/ritzau/