André Greipel er ikke en mand, der sprudler af selvtillid, når han skal forklare sine ellers flotte sejre.
Den hurtige tysker vandt torsdag den anden af to mulige etaper i Post Danmark Rundt, da feltet kom til Aarhus. Onsdag vandt han 1. etape i Randers.
Og mens han i Randers forklarede sejren med, at han var i dårlig form, men blev båret frem til målstregen af sit hold, så var der igen tyske undskyldninger for sejren over det stjernespækkede felt i Danmarks næststørste by.
- Nu blev det så en massespurt, og det er fordi, vi satser på klassementet.
- Vi har klassementryttere på holdet, som vi skulle holde fremme. De arbejdede godt, og det arbejde betalt sig endnu engang, siger André Greipel.
- Jeg havde ikke forventet det, men jeg vil ikke sige nej til en sejr. Jeg er naturligvis lykkelig for at vinde igen, og jeg forsøger, hvis jeg får chancen igen.
Den danske sportsdirektør Brian Holm mener, at tyskeren ikke fuldstændig kan afskrives på etapen til Vejle, som ellers er kendt for dens stejle stigning på den afsluttende rundstrækning.
Men Greipel mener nej.
- Jeg kender den rundstrækning i morgen, og det er ikke den type rundstrækning, som jeg kan lide. Vi må se. Vi har Lars Bak og Jelle Vanendert at køre for. Jeg vil forsøge at støtte dem i morgen.
Hvis løbet forløber efter den vanlige formel, så vil tyskeren få yderligere to oplagte muligheder for at sejre. Nemlig på lørdagens første halvetape og på den afsluttende etape på Frederiksberg.
/ritzau/