Møderne plejer i forvejen at høre til i kategorien marathon-forhandlinger.
Men dette års ministerrådsmøde i Bruxelles mellem EU s fiskeriministre kan komme til at trække endnu længere ud end ellers ventet. Godt 200 Greenpeaceaktivister havde således mandag morgen bygget en menneskemur foran rådsbygningens syv indgange i protest mod, hvad organisationen kalder rovfiskeri på eksempelvis torsk.
Havbiolog i Greenpeace Hanne Kærgaard Lyng Winter siger:
- Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, har siden 2004 anbefalet en kvote på nul i Nordsøen. Nu er der endelig sket en lille bedring i bestanden, men i stedet for at bruge bedringen til at give bestanden en chance for at blive genopbygget, blev TAC’en (den samlede årlige fangstmængde, Total Allowable Catch, red.) for torsk i november øget for 2008. Det er både en uansvarlig og ubegribelig måde at forvalte vores fælles fiskeresurser på.