15 aktivister fra Greenpeace følger i dette øjeblik skibet Atlantic Osprey, der er på vej fra Studsvik i Sverige til oparbejdningsanlægget Sellafield i Storbritannien.
Skibet transporterer 4,8 ton atomaffald, heraf 1,2 kilo højradioaktivt plutonium.
Tre af aktivisterne, heraf en dansker, er for et par timer siden klatret om bord på Atlantic Osprey og befinder sig i skrivende stund stadig på skibet. Formålet med aktionen er at få skibet til at vende tilbage til Sverige.
- Det er faktisk lidt skræmmende, hvor nemt det var at komme ombord på et skib, der transporterer højradioaktivt affald, siger Tarjei Haaland, der er energi- og klimamedarbejder i Greenpeace Nordic.
Greenpeace ønsker, at skibet skal vende tilbage til Sverige med det farlige affald, da oparbejdningsanlægget Sellafield, hvor atomaffaldet skal behandles, udleder radioaktivt spildevand direkte i det irske hav. Det føres med havstrømmene ud i Nordsøen og kan spores helt til Grønland.
- Det er en dårlig undskyldning, når den svenske miljøminister påstår, at dette atomaffald ikke kan håndteres i Sverige og derfor skal sendes til Sellafield. Det er oven i købet i strid med svensk politik, der gennem 20 år har været funderet på en holdning om, at man ikke vil oparbejde sit brugte reaktorbrændsel og at Sverige selv skal tage vare på deres eget radioaktive affald, siger Tarjei Haaland.
Fire aktivister anholdt
Fire aktivister er blevet anholdt på vej over Øresundsbroen i retning mod Danmark, fortæller Greenpeaces pressemedarbejder Christina Koll. De fire personer, hvoraf tre er tyskere og en er dansker, blev anholdt af dansk politi. Greenpeace vurderer, at anholdelserne var præventive. De fire aktivisters plan var angiveligt at møde skibet Atlantic Osprey ud for Skagen, hvor det skulle passere i morgen omkring klokken 9.45.