Nu behøver Green Day-fans ikke længere at nøjes med luftguitaren, når post-punk heltene skal tilbedes.
MTV har netop annonceret, at spillet 'Rock Band', som tidligere er lavet i en 'The Beatles'-udgave nu kommer i en 'Green Day'-udgave.
Spillet udkommer den 7. juni og kommer til at indeholde 47 Green Day-sange, mere end 100 eksklusive billeder og mere end 40 timers sjældent videomateriale, der aldrig før har set dagens lys.
Spillet kommer til at minde meget om 'The Beatles'-udgaven, hvor man fulgte bandet gennem hele karrieren fra hårdt knoklende upcomming-band til millionsælgende supergruppe, skriver Gaffa.
Den fulde liste over, hvilke sange man kommer til at svinge guitaren til, er endnu ikke offentliggjort. Dog er det bekræftet, at bl. a. sangene "American Idiot", "Boulevard of Broken Dreams", "Brain Stew/Jaded", "Hitchin' a Ride" og "Wake Me Up When September Ends" er med.
Green Day gæster dette års Skive Festival.