Det er ikke alle, der får lov til at hvile i fred, selv om de ligger begravet på de danske kirkegårde.
Det må flere pårørerende sande, når de kommer for at besøge deres kæres gravplads, skriver Berlingske Tidende. Både blomster og gravdekorationer forsvinder fra gravene, og på Sønderborg Øster Kirkegård er problemet størst op til advent.
- Der bliver der ofte, især i weekenderne, flyttet dyre gravdekorationer fra den ene grav til den anden, siger Odin Møller til Berlingske Tidende.
Foreningen Danske Kirkegårde kender problemet.
- Det er ikke så ofte, at der bliver stjålet planter, men med jævne mellemrum forsvinder der buketter. Det kan dog være medlemmer af samme familie, der fjerner, hvad de andre lægger, måske fordi de ikke kan lide den farve, blomsterne har, siger kirkegårdsleder Henning Lektonen til Berlingske Tidende.
Også dyrekirkegårde er hjemsøgt af blomstertyve. Kjeld Johansen plantede påskelørdag friske blomster på sin hunds gravsted i Dyrenes Mindelund i Kolding, men dagen efter var de gravet op med rode.
- Der er mange ældre mennesker, der betaler for at få gravstederne holdt, og det er hårdt for gamle fru Hansen, der måske kun har mulighed for at komme her et par gange om året at opleve, at Fidos grav, som hun regner med er smukt tilplantet, er raseret, siger Kjeld Johansen til Berlingske Tidende.