Når man vejer 110 kilo, er en graviditet en alvorlig belastning for kroppen. Risikoen for sukkersyge og kredsløbssygdomme stiger drastisk, og det nye liv kan blive fatalt for den kommende mor.
Så da Bettina Pedersen blev gravid, var vægten for alvor noget hun tænkte over.
»Jeg har aldrig kunnet tage mig sammen til at tabe mig. Men da jeg blev gravid, fik jeg tilbuddet om at være med i et forsøg for overvægtige gravide, og det ville jeg gerne. Jeg har siden holdt fast i det jeg lærte, og det har virket. Jeg har tabt mig,« fastslår Bettina Pedersen, der i dag vejer 105 kilo.
Barnet motiverede
Bettina Pedersen indrømmer, at hun stadig er for stor. Men havde det ikke været for graviditeten, tror hun ikke, at hun havde tabt sig:
»Jeg bekymrede mig ikke om livsstilssygdomme som sukkersyge, selvom vi har det i familien. Det var mest det, at mit barn ikke skulle kunne sige »mor er tyk«. Derfor ville jeg gerne tabe mig. Og så blev det nemmere, fordi jeg fik hjælp,« forklarer hun.
Bettina Pedersen fødte på Frederiksberg Hospital, og her mødte hun de to jordemødre Lisbeth Skov og Lise Bjerre, der står bag forsøget med de store gravide.
Alle undersøgte tabte sig
Jordemødrene har fulgt de gravide fra hele graviditeten og seks måneder efter, og forsøget indebar samtaler, vægtkontrol og kostvejledning:
»Overvægtige gravide har ofte svært ved at smide de ekstra kilo, som de tager på under graviditeten. Derfor er det vigtigt, at de ikke tager for meget på, mens de er gravide. For så kan de ikke smide det igen. Man ved fra andre livsstilsændringer som for eksempel rygning, at graviditeten er det tidspunkt, hvor kvinder har nemmest ved at lægge deres liv om, og derfor startede vi projektet,« siger Lisbeth Skov.
28 gravide med et BMI over 27 deltog, og resultatet er positivt. Alle kvinder har tabt sig. Seks måneder efter fødslen vejede de mindre end før de blev gravide. I gennemsnit var deres BMI faldet fra 32,6 til 29,4.
»Det er et godt resultat for både mor og baby. Fødslen går nemmere, fordi babyen ikke er så overvægtig, som den ellers ofte ville være. Mange babyer af overvægtige mødre har også sværere ved at regulere deres eget blodsukker efter fødslen, fordi de er vant til at få for meget fedt. Læger kan dog få babyens blodsukker tilbage i balance, men det er selvfølgelig bedst, at blodsukkeret ikke kommer i ubalance,« siger Lisbeth Skov.