Det er en fantastisk - men også en nervøs tid, når man er gravid. For de obligatoriske scanninger i uge 12 og i uge 19 kan bekymre mange kommende mødre, for tænk, hvis der viser sig at være risiko for mongolisme eller misdannelser?
Siden 2004 er alle danske kvinder blevet tilbudt scanninger for eventuelle handikap hos fosteret, men nu viser det sig, at de scanninger, der skal være med til at gøre forældrene mere trygge - i virkeligheden skaber utryghed, skriver 24timer.
På torsdag kommer Det Etiske Råd med en udtalelse om fosterdiagnostik, og rådet ventes at kritisere, at de to scanninger i graviditetens uge 12 og 19 blev indført uden en grundig debat.
"Bekymring er en del af menneskelivet, og jeg tror, at alle gravide kvinder kender til bekymringen for, om barnet nu også er sundt og raskt. Men når det er sagt, så oplever jeg, at det er meget anderledes at være gravid i dag, end for bare 10 år siden. Graviditeten er blevet 'bekymringsgjort' i kraft af alle de undersøgelser og scanninger, de gravide skal igennem i dag. Mange får en patientrolle, som er helt unødvendig," siger næstformand i rådet og praktiserende læge, Lotte Hvas.
Også læger og jordmødre kritiserer de mange scanninger.