Verdensstjernen Serena Williams er gravid og er gået på barsel.
En anden tidligere verdensetter i tennis, hviderusseren Victoria Azarenka, er netop vendt tilbage fra barsel.
Og så er der den mere upåagtede Mandy Minella fra Luxembourg.
Verdens nummer 82 røg mandag ud af Wimbledon i første runde, men hun stjal alligevel overskrifter, fordi hun er gravid og skal føde om fire en halv måned.
- Wimbledon er min sidste turnering i denne sæson, siger Minella ifølge AFP.
Hun tabte 1-6, 1-6 til italienske Francesca Schiavone. Tirsdag postede Minella et billede på Facebook, hvor hendes mand og træner, Tim Sommer, kyssede Minalles mave.
Minella er fortsat med i damedouble ved Wimbledon. Her spiller hun med Letlands Anastasija Sevastova.
Serena Williams, der er forsvarende mester i Wimbledon, forventes at føde sit første barn i september.
Azarenka vendte tilbage til toptennis i juni, efter at hun havde født sit første barn, sønnen Leo, i december.
Azarenka spillede sig mandag videre til anden runde.
/ritzau/