Han styrer FC Københavns forsvar på fornem vis. Så fornemt, at han nu modtager en pris. Michael Gravgaard er for andet år i træk blevet kåret til efterårets profil af trænerne i Superligaen.
Gravgaard var dog skarpt forfulgt af OBs Ulrik Laursen, der blev nummer to. Kun to point adskilte de to kandidater. Yderligere to FCK-spillere, Tobias Linderoth og Marcus Allbäck, kom i top fem.
For første gang i 13 år blev der ikke til point til en eneste Brøndby-spiller.
»Det er klart, at når man spiller på et hold, hvor det er gået rigtig godt, så er der også nogle enkelte spillere, der profiterer deraf, og så er jeg da glad for, at der er nogen, der har peget på mig,« siger Michael Gravgaard i forbindelse med kåringen til TipsBladet.