Efter en længere skadespause, som blandt andet kostede Thomas Gravesen et par kampe i Champions League, er den danske midtbaneslider nu klar til comeback for sin skotske klub Celtic i aftenens cupkamp mod Falkirk.
»Vi håber at have Thomas Gravesen og Jan Vennegoor of Hesselink tilbage i startopstillingen, og det er stort at have spillere som dem tilbage i truppen,« sagde manager Gordon Strachan.
Det mener de også på Celtics officielle hjemmeside, hvor nyheden om comebacket har fået overskriften »Store kanoner foran comeback.«
Om der så også er behov for de helt store kanoner i aftenens kamp er dog en smule tvivlsomt. Modstanderne i cup-kampen er Falkirk, som ligger på en syvendeplads i den bedste skotske række.