- Det er en alvorlig situation. Andet ville da ikke være sandt at sige.
Sådan siger SF-formand Annette Vilhelmsen efter, at hun onsdag mødtes med sin folketingsgruppe for at komme sig oven på striben af afhoppere, der netop har forladt partiets inderkreds.
Mødet fandt sted samtidig med, at partiets tidligere politiske ordfører, Jesper Petersen, enstemmigt blev budt hjerteligt velkommen hos Socialdemokraterne, to etager neden under SF's gruppelokale på Christiansborg.
- Hvis man er i ét parti, og synes man hører til i et andet parti, så skal man gå derover. Jesper Petersen har været god at have i gruppen, men nu har han gjort op med sig selv, at han gerne vil over til Socialdemokraterne, lyder det kort konstaterende fra Vilhelmsen.
Også SF's tidligere gruppeformand - og Vilhelmsens forgænger som erhvervs- og vækstminister - Ole Sohn, så alvorstung ud efter gruppemødet.
- Det er selvfølgelig meget alvorligt. Men det er ikke en større udfordring, end at det er til at overvinde. Jeg synes, at det afgørende er, at SF er en fuldgyldig del af regeringen, siger han.
- Når sådan noget sker, er der altid en årsag til det, og så giver det god mening at man samles og reflekterer over det.
SF's skatteminister og stærke mand, Holger K. Nielsen, har tillid til, at der nu ikke er flere, der forlader skuden. Næsten, i hvert fald.
- Det har jeg tillid til, at der ikke er. Men man kan jo ikke vide det, siger Holger K. Nielsen.
Holger K. Nielsen, har du oplevet noget tilsvarende?
- Ja da. I 1970'erne og i 1990'erne havde vi store opgør, hvor vi kom op igen. Det her har jeg oplevet før, og det har jeg også sagt til mine partifæller, siger han og fortsætter:
- Selvfølgelig skal vi tage det her alvorligt, for det er alvorligt, når så dygtige folk går. Men SF er der stadigvæk, vi har mange dygtige - også unge - folk i vores parti, så vi kommer selvfølgelig videre herfra, siger han.
På vej væk fra gruppemødet blev Annette Vilhelmsen stillet det - ifølge alle meningsmålinger overordentlig teoretiske - spørgsmål, om SF vil være i regering efter næste valg.
Svaret lød:
- Vi går altid til valg på at få mest mulig indflydelse. Jeg svarer ikke på flere spørgsmål nu.
/ritzau/