»Det er vel den værst tænkelige lodtrækning overhovedet.«
Det var AGF-angriberen Peter Graulunds reaktion efter gårsdagens lodtrækning til pokalturneringens ottendedelsfinaler. Han vil dog på ingen måde være med til at dømme århusianerne ude på forhånd, selvom FC Midtjylland er forhåndsfavoritter.
»FCM er rigtig, rigtig stærke og har endda tur i den i øjeblikket. Så længe bolden ruller, vil vi dog kæmpe med næb og kløer. Pokalen er meget vigtig for os og er trods alt den korteste vej til Europa,« siger Graulund.
Glad for hjemmebanen
Træner Ove Pedersen er enig i, at det bliver svært, men han glæder sig over, at AGF trak hjemmebanen.
»Jeg ville hellere møde et superligahold på hjemmebane end et tophold fra 1. Division på udebane,« sagde AGF-træneren kort efter lodtrækningen.
»Midtjylland er et af rækkens bedste hold, men alt kan ske i pokalen.«
I ligaen indtager FC Midtjylland andenpladsen og kæmper med om guldet, mens AGF har andet at bekymre sig om med en tiendeplads lige over nedrykningsstregen.
Klubberne har ikke mødt hinanden siden foråret 2006, hvor det blev til to nederlag for AGF inden for en uge. Der er sket meget siden. AGF har blandt andet været en tur forbi 1. Division og har nu et helt andet hold end dengang. Allerede på søndag får AGF en smagsprøve på, hvad der venter dem, når de skal til Herning for at spille mod FC Midtjylland i Superligaen.