De nye gratisaviser, som hver dag bliver afleveret hjemme hos danskerne, bliver ikke pakket ind i regler om at skulle respektere borgernes ?Nej tak?-klistermærker.
Et flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne og Dansk Folkeparti vil give gratisaviserne mere tid til at få deres distribution af aviserne op at stå.
Det kom frem i Folketinget tirsdag eftermiddag, hvor politikerne diskuterede et beslutningsforslag fra SF og Enhedslisten, som ville have det gjort lovpligtigt at respektere forbrugernes valg i forhold til gratisaviser og reklamer. Dansk Folkeparti er dog parat til at se med friske øjne på et lovkrav, hvis gratisaviserne ikke inden årsskiftet bliver bedre til at respektere et nej fra borgerne. 90.000 danskere har købt ?Nej tak?-klistermærker af Forbrugerraadet.