Den fejl, der onsdag fik de kommunale p-automater til at bryde ned, er ordnet, oplyser Aarhus Kommune. For at undgå forvirring vil parkering dog være gratis indtil torsdag morgen klokken 08.
De sorte sække, som kommunen onsdag formiddag satte på automaterne, vil ifølge kommunen blive fjernet i løbet af onsdag aften og nat.
Et nedbrud på de 55 kommunale p-automater betød onsdag, at Aarhus Kommune gjorde parkering gratis.
- Vores leverandør har oplyst, at det skyldtes en netværksfejl, siger Joshua Krogager, afdelingsleder for parkering i Aarhus. Han ved ikke, hvad der mere specifikt har været årsag til fejlen.
Indtil kommunens eksterne leverandører ordnede netværksfejlen, gjorde kommunen parkering gratis i de områder, som automaterne dækker. Parkerede man i området under nedbruddet, skulle man derfor ikke betale.
Det er dog svært at være sikker på, hvem der har parkeret under nedbruddet, og hvem der har parkeret efter.
- Vi kan ikke uddele bøder, mens automaterne er nede, men jeg kan ikke udelukke, at vi kommer til at give en afgift til nogen, der har parkeret under nedbruddet, siger Joshua Krogager.
Han opfordrer derfor de bilister, der har parkeret under nedbruddet, til at tage kontakt til kommunen, hvis de modtager en bøde. Bøderne vil derefter blive annulleret, oplyser afdelingslederen.
/ritzau/