Det lykkedes aldrig for José Mourinho at opfylde Chealsea-ejer Roman Abramovichs hedeste drøm: at vinde Champions League. For otte måneder siden anede stort set ingen, hvem Avram Grant var.
I aften, når Chelsea går på banen i Moskva til Champions League-finalen mod Manchester United, kan israeleren give den russiske oligark fred i sjælen.
Da José Mourinho i 2004 overtog roret i London-klubben efter at have vundet Champions League med portugisiske FC Porto mente han, at han burde betegnes som ’The Special One’. Det blev til to mesterskaber, men internationalt levede Mourinho og Chelsea aldrig op til tilnavnet.
»Avram har sagt, at hvis han slår Manchester United, så må det være ham, som skal omtales The Special One,« siger en kilde til engelske The Sun.
Hårde odds
»Han har haft hårde odds, siden han ankom. Han var nærmest ukendt i fodboldverdenen, da han pludselig blev manager i en af verdens største klubber. Samtidig var han personlig ven med klubbens ejer, hvilket altid vil kunne bruges imod ham i modgang. Det har han stået imod, og nu står han i Champions League-finalen,« siger fodboldkommentatoren Per Frimann.
Den tidligere danske landsholdsspiller mener, at Grant har været dygtig til at bygge videre på José Mourinhos arbejde. Men der er næppe mange i det vestlige London, som vil skænke den karismatiske portugiser en tanke, hvis pokalen med de store ører ender på Stamford Bridge. »Så er det jo Avram Grant, der skriver sin historie i Chelsea,« siger Frimann.
’The winner takes it all’.