I 2011 vandt han det danske Melodi Grand Prix med bandet A Friend in London, og i år var han snublende tæt på at gentage succesen med sangen 'Proud', der blev nummer to. Og netop proud må 38-årige Tim Schou være af sin kæreste, Camille Fallesen, som han venter sit første barn med.
På Instagram har hun nemlig delt nogle smukke – og vovede – billeder af sig selv og sin gravide mave. Iført råhvide gummistøvler og intet andet står hun på en sten midt i den råkolde danske efterårsnatur og viser sin mave frem. Og selvom det er overskyet på billedet, skriver Tim Schou alligevel:
“Du er den smukkeste solstråle i mit liv.”
Parret fandt sammen for to år siden i forbindelse med det daværende Melodi Grand Prix, hvor Tim Schou var med som sangskriver på Søren Torpegaard Lunds sang 'Lige her', mens Camille Fallesen arbejdede som PR-ansvarlig for DR.
I juli annoncerede Tim Schou på sin Instagramprofil, at han og Camille venter deres første barn, med teksten: ”Soft launch! Sikke en sommer. Kh. to lykkelige Stevnsboere”. For en måned siden kunne Tim Schou samme sted afsløre, at parret også var blevet forlovet.