Den granatlignende genstand, der har ført til lukning af Dronning Louises Bro i København lørdag eftermiddag, skal transporteres væk af hærens bomberyddere under kontrollerede former.
- En sprængstofekspert har set på genstanden og vurderet, at den ikke skal sprænges bort på stedet, men køres væk. Derfor har vi rekvireret et køretøj, siger vagtchef Henrik Olesen, Københavns Politi.
Det var en magnetfisker, der lørdag eftermiddag fiskede en genstand op af vandet, der ligner en granat.
Efter fundet blev broen mellem Indre By og Nørrebro spærret for trafik i begge retninger.
Trafikken ventes åbnet igen først på aftenen.
/ritzau/