Lørdag blev ikke en dag som alle andre på genbrugspladsen på Ørneborgvej i Randers.
Midt i mellem det almindelige affald fandt man nemlig en gammel granat med krudt i, som gav medarbejderne et chok.
"Det viste sig at være en 75 millimeter artillerigranat fra 1902. Den har været skudt af, men aldrig eksploderet," fortæller vagtleder Bo Kristensen fra Østjyllands Politi til DR Nyheder.
Bomberyddere fra forsvaret blev tilkaldt for at tage sig af granaten, der trods sin modne alder stadig var at betragte som farlig.
Hvis granaten ikke var blevet opdaget, kunne konsekvenserne ifølge flere eksperter godt være blevet alvorlige.